Sjovt, som flere administrative byrder alligevel er OK, når en sag har den fornødne politiske bevågenhed.

Det er med administrative byrder som med forbud: I skåltalerne slår vores politikere og meningsdannere syv kors for sig ved tanken om et forbudsdanmark – vi er et liberalt samfund, hvor vi tager ansvar for os selv og vores handlinger, er grundsynspunktet.

Men lige når det gælder en konkret – gerne medieombrust – sag, der kalder på politisk handling, så må vi have et adfærdsregulerende forbud. Eksemplerne er utallige.

Og sådan er det også med administrative byrder: Regering efter regering – uanset farve – har kaldt til kamp mod dem. Her lyder fuld forståelse for, at administrative byrder koster virksomhederne milliarder, reducerer virksomhedernes produktivitet, og nu må det også være nok.

Men lige når det gælder en aktuel, påtrængende politisk dagsorden, så er det OK med en ny administrativ byrde. Det gjaldt GDPR, der heldigvis beroede på EU-lovgivning og dermed ikke kunne tilskrives danske politikere. En administrativ byrde – det blev udmøntningen af persondatareglerne ikke desto mindre.

Nu handler det så om ESG, der dybest set også skyldes EU-lovgivning, men som passer fint ind i visionen for den grønne omstilling; den politiske ambition om, at Danmark går foran, når det gælder miljø og klima. Det er jo hæderværdigt.

Bureaukratisk monster
Bag ESG gemmer sig en lovgivning, der er intet mindre end et bureaukratisk monster, og som må have kostet ikke så lidt CO2 at frembringe. Således indgår ESG som en del af ESRS, der er et barn af CSRD, der igen kan siges at være forankret i EU’s taksonomiforordning, som er et produkt af EU’s Grønne Pagt.

Er I med?

Blandt visionerne er at skabe et mere gennemskueligt grundlag for grønne investeringer, så EU når målet om klimaneutralitet i 2050.

Som en branche, der har levet af at være bæredygtighedsorienteret længe inden, ordet blev opfundet, kan vi ikke være andet bekendt end at omfavne ESG-kravene. Disse gælder endnu ikke for virksomheder af vores størrelse, men er vi leverandører til virksomheder, der er omfattet af rapporteringskravene – og dermed af bæredygtighedsmålene – så skal vi kunne levere data til dem.

Bæredygtig i sin natur
Man kan sige, at autogenbrug er en bæredygtighedsorienteret branche i sin natur. Og ønskværdigt er det, at vi bliver i stand til at dokumentere CO2-effekten af at bruge brugte dele frem for nye. Det kan bare aldrig tælle med i autogenbrugernes score: Her er det jo virksomhedens eget miljøaftryk, der tæller. Surt.

Man kan vælge – set ud fra skrivebordsgeneralens synspunkt – to veje: At gøre mindst muligt – udarbejde en klimarapport og skrive lidt fristil om S’et og G’et og lade det blive ved det.

Eller man kan gøre bæredygtighed og bæredygtighedsrapportering til en konkurrenceparameter: Skilt med, at I har optimeret på energiforbruget, holder sygefraværet på et minimum, og at I beskæftiger medarbejdere i fleksjob! Dokumentér det og læg det ind på hjemmesiden! Skriv det på Facebook!

Og gør det, mens det endnu har nyhedens interesse! For naturligvis går det med bæredygtighedsrapportering, som dengang kvalitetscertificering var det store hit: Dem, der kommer først, får en konkurrencefordel, siden bliver det mainstream; alle gør det.

Tæller ikke
Vildfarne sjæle kunne undres over, at vi – trods det markante fokus på virksomhedernes CO2-udledning – endnu døjer med reparationsregler, der forhindrer genbrug. Den er nem nok at forklare. For den CO2- besparelse, der sker ved at bruge genbrugsdele, høstes jo ikke i Danmark, men dér, hvor de nye biler og reservedele (så ikke skal) fremstilles. Derfor er det for det danske CO2-regnskab hip som hap, om man importerer en ny del eller genbruger en gammel.

En vidunderlig logik, i lyset af hvilken vores virksomheder nu forventes at bruge timer på endnu en administrativ byrde.

Redder vi så kloden? Det gør vi da!

Bragt i Motormagasinet i klummen "Råt for usødet", ultimo februar 2024.