Af Søren Lundfold
Formand, Dansk Autogenbrug
2022 er ikke noget jubelår at se tilbage på. Slet ikke. For første gang siden besættelsen 1940-45 har vi fået krigen tæt på os; for første gang i en menneskealder taler vi om energiforsyningskrise, og for første gang siden Poul Schlüters regeringer i 1980’erne oplever vi så godt som en tocifret inflationsprocent. Samtidig har vi stillet os selv den udfordring at gennemføre en grøn omstilling, der vil koste samfundet dyrt og kræve store adfærdsændringer.
Det er et svært terræn at navigere i.
For os autogenbrugere er det naturligvis et lyspunkt, at mangel på nye biler og reservedele – og ikke mindst den grønne omstilling – har gjort vores branche anderledes relevant. Ja, måske var vi endda så overmodige at tro, at tiden nu var inde til at finde politisk forståelse for, at det ikke hører nogen steder hjemme at lægge begrænsninger på genbrug af fuldt funktionsdygtige reservedele. Det viste en række ministersvar på spørgsmål formuleret med hjælp fra et stort set samlet eftermarked ikke var tilfældet. De danske reparationsregler er som hugget i granit.
Omvendt lydhøre er forsikringsselskaberne, der med en videreudvikling af Autoflex og Autotaks skal gøre det nemmere for selskaber, værksteder og autogenbrugere at finde hinanden. Dét samarbejde forventer vi os meget af i 2023.
2022 var et år i en brydningstid – ikke mindst betinget af den grønne omstilling. EU satte i efteråret punktum for salg af benzin- og dieselbiler fra 2035, og med skærpelsen af EU-lovgivningen om bilskrot, affald, producentansvar og batterier øges bilproducenternes incitament til nøjere at knytte bilerne til sig igennem disses levetid. Det skal vi være dødsens opmærksomme på – alle os, der reparerer biler og leverer reservedele til dem. Som vi ser det, strammes kampen om det frie marked.
Regeringsdannelsen ligger nu flere uger tilbage, men det er nok værd jævnligt at minde om. hvad vi er blevet lovet.
For os som små virksomheder er det løfterigt, at bo- og gaveafgiften ved generationsskifte skal sænkes, så det bliver lidt mere overkommeligt at afhænde virksomheden til sin tid. Og så er det super, at den nye regering vil prioritere erhvervsuddannelserne og herudover arbejde målrettet for at reducere de administrative byrder for os. De lovede skattelettelser i top og bund vil helt klart medvirke til et mere fleksibelt arbejdsmarked. Vi håber derfor på en arbejdsduelig regering trods de ideologiske forskelle.
– Og reparationsreglerne? Dem slipper den nye regering ikke for at høre om!
Godt nytår!
Bragt i Motormagasinet #01 2023