Lykkes det ikke at styre bilproducenternes intense forbrug af data fra bilerne, kan der gå os en barsk fremtid i møde.
Jeg har aldrig været meget for sciencefiction-genren inden for litteraturen, når bortses fra George Orwells dystopiske ”1984” (skrevet i 1949) – romanen, der handler om den stormægtige stats tiltagende dominans over individet med overvågning, Nysprog og tiltagende umyndiggørelse af individet. Den gjorde et stort indtryk på mig – og gør det stadig i takt med, at virkeligheden synes at indhente den.
Ikke desto mindre vil jeg her gøre et behjertet forsøg på at skrive min helt egen fremtidsroman. Men fremfor at se 35 år frem tror jeg, jeg kan nøjes med fem.
DEN STORE RØDE SÆTTEVOGNSTRÆKKER gløder ildfuldt i strålerne fra den tidlige morgensol. Trækkeren er på vej over Øresundsforbindelsen mod København. De to sider af traileren prydes af et gigantisk logo, der tilhører Den Store Bilfabrikant.
Destinationen er en adresse på Vestegnen. Her lå i sin tid Forstadens Autoophug, der både tog imod hr. og fru Danmarks udtjente biler, og som havde adgang til at købe nyere, totalskadede biler fra forsikringsselskaberne.
Dengang – og det er bare få år siden – kunne Forstadens Autoophug disponere næsten helt frit over de biler, de fik ind. De kunne hugge bilerne op og sælge de duelige, tilmed originale reservedele. Og måske var den udtjente bil alligevel ikke så udtjent og kunne renoveres og sælges videre. Eller den nyere totalskade kunne eksporteres ud af landet og lune (kortvarigt!) på bundlinjen.
Mere lettelse end vemod
Sådan er det naturligvis ikke i dag, og det var med lettelse snarere end vemod, da Den Store Bilfabrikant bankede på døren med en overtagelseskontrakt. For det blev unægtelig sværere og sværere at tilgå bilerne. Mange komponenter var låst fra fabrikkens side, der herskede usikkerhed om håndteringen af el- og hybridbilernes højspændingsbatterier, og rundt om Forstadens Autoophug lå der små værksteder, der udnyttede miljømyndighedernes lemfældige tilsynspraksis og så stort på love og bekendtgørelser. Derfor kunne de betale bedre for skrotbilerne, end Forstadens Autoophug havde mulighed for.
Bag gitterporten, der åbner sig automatisk efter at have scannet trækkerens nummerplade, står nu den tidligere ejer af Forstadens Autoophug sammen med sine tre medarbejdere. De er alle fire iklædt Den Store Bilfabrikants flotte, røde kedeldragter. De er pinligt rene – ligesom her i øvrigt er på pladsen – eller sitet – som det nu betegnes på internationalt.
Uden mange ord scannes og lastes både hele reservedele og diverse restfraktioner fra de biler, der enten er blevet bragt hertil, eller er identificeret ude hos ejerne som udtjente via bilernes SIM-kort, inden for det seneste kvartal.
Efter udstedelsen af en digital kvittering og et kort nik sætter chaufføren sig på ny bag rattet. Enten for at forsætte til andre, lignende sites eller for at vende snuden hjemad mod Den Store Bilfabrikants Re-Manufacturing & Recycling Center. Her renoveres blandt andet de hjembragte motorer og gearkasser, og her forarbejdes restmaterialerne til nye secondary raw materials, der kan indgå i produktionen af nye biler.
Kunne vælge og vrage
Mens livet er blevet komplicerede for autoophuggeren, er det blevet sværere for de frie værksteder og for forsikringsselskaberne. Hvor begge parter før kunne vælge og vrage fra ophuggernes centrale udbudsportaler, eller taksastorerne kunne plukke dele i Autoflex, når de efterspurgte brugtdele; ja, så må de nu ansøge på bilfabrikanternes egne portaler, om de må hjemkøbe en skærm eller kofanger til en skadet bil. Det er bestemt ikke altid givet, de får lov.
Til gengæld har bilfabrikanterne nu fået fuldstændig styr på deres materialestrømme og kan leve op til EU’s krav om mere cirkulær produktion. Alt sammen takket være bilfabrikanternes lykkelige tilgang til data fra bilerne, for uden disse ville de ikke ane, hvor bilerne befandt sig, eller i hvilken stand de var i.
Alt er godt … ikke sandt?
"Råt for usødet", Motormagasinet, 17. februar 2023