Venstre vil sætte skub i sikker håndtering af elbiler

26-06-2021

Af


Beslutningsforslag fra Venstre understreger behovet for at se på miljø- og sikkerhedsforhold ved håndtering af elbiler.

Regeringen vil ikke følge Venstre i, at lovgivning, der kan påvirke arbejdsmiljø- og sikkerhedsforhold omkring arbejde med elbiler, har behov for at blive screenet. Det arbejde sker nemlig allerede i en tværministeriel arbejdsgruppe, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).

Det kom frem, da Folketinget i dag torsdag førstebehandlede et beslutningsforslag fra Venstre. Ifølge forslaget skal regeringen pålægges at analysere, hvad der skal ændres af regler i alt lige fra bygningsreglement til arbejdsmiljølov for at sikre mennesker og miljø ved håndtering af elbiler – særligt da, hvis der er risiko for, at disse batterier kan være skadet.

– Men det er både fint og velbegrundet, at Venstre tager sagen op. Den autogenbruger, der modtager en skadet elbil på sin plads, ved stadig ikke, hvad myndighederne kræver af ham, når det gælder sikkerhed, arbejdsmiljø og miljø, kommenterer branchedirektør i Dansk Autogenbrug, Adam Pade. Han peger på, at et elbilbatteri, der kan være skadet, udgør både brand- og personfare. Autogenbrugerne står derfor med et helt konkret behov viden om og regler for, hvordan vi beskytter bygninger og medarbejdere bedst muligt.

– Takket være beslutningsforslaget Venstre ved vi nu, at vi snarest kan se frem til styrelsers og ministeriers forslag til nødvendige lov- og regelændringer – eventuelt med inddragelse af vores branche, formoder DAG’s branchedirektør.

27. maj 2021

Læs eventuelt beslutningsforslagets tekst her.